Kultur på Lanzarote
Som knudepunkt for trafik mellem kontinenterne har kanarieøerne altid været modtagelig for påvirkninger langvejs - meget hurtigt. Tidens mode i Spanien eller i England nåede lynhurtigt hertil. I dag behøver de ikke engang at vente på både med bananer, nu kan de se det hele i tv. De er moderne mediemennesker med fjernsyn og internet, så de er stadig lige hurtige til at tilegne sig nutidens mode, ofte hurtigere end i Norden. De mange påvirkninger har betydet, at stilarter inden for kunst og kultur er repræsenteret op gennem tiden.
Arkitektur
Foto: Kenneth Bo Jørgensen
Europas moderne stilarter kom hurtigt i brug i rigmændenes prægtige huse og paladser, for penge havde de nok af. De fleste byer har derfor bygninger, der ikke står tilbage for europæisk pragt fra 1700-tallet og frem. Der er spansk kolonistil med træbalkoner, men alle stilarter er repræsenteret: barok, gotik, renæssance og den karakteristiske mudejar, som er helt speciel for Spanien. Stilen stammer fra de muslimer, der boede i Spanien under den kristne erobring i 1200-tallet. Mudejar var øgenavnet for muslimer, der samarbejdede med kristne. De muslimske håndværkere fortsatte med at udvikle deres stil, men iblandede den kristne. Den er karakteriseret ved geometriske figurer, hesteskoformede arkader, brug af kakler, træudskæringer, stuk og smukke blotlagte trælofter, der bærer tegltag. Samtidig udviklede kanarierne deres egen stil, der er en blanding af andalusisk og portugisisk med elementer fra den koloniale barok. I de senere udgaver kaldet neo-kanarisk, hvor man mere ser sig mere henført til Sydamerika og Mexico end Spanien.
Den almindelige kanariers bolig er meget enkel. Man går ikke så meget op i boligen, for man opholder sig alligevel udendørs det meste af tiden. De bedre stillede har større byhuse omkring en lille gård med et kølende springvand. Er der råd til det, får 1. salen en lille balkon med fint udskårne trægitre. Husene er som regel hvidkalkede med grønne, blå eller brune døre og vindueskarme, hvis folk ellers husker at male dem. Før i tiden skulle man først betale skat, når huset var helt færdigt - derfor undlod mange at give huset det sidste penselstrøg. Den skattefrihed er ophævet, men man må stadig gennemføre kampagner for at få folk til at male husene færdigt. Mange er stadig så mageligt anlagt, at de nødigt maler husets gavle, for det kunne jo være, at der blev bygget et hus på siden senere, og så har det jo været et forfærdeligt spild af tid. I 1960´erne blev de fleste kanariske øer ramt af et byggeboom, hvor det hellere skulle gå stærkt end ordentligt til. Der kom masser af fantasiløse højhusbyggerier i feriebyerne, men i de senere år har man fået stoppet det ved at stille højere krav til nybyggeriers kvalitet og arkitektoniske udtryk. På Lanzarote lykkedes det for arkitekten og kunstneren César Manrique at få indført regler om, at man skal være tro mod den oprindelige byggestil og tage hensyn til landskabet. Han fik indflydelse på byggerier over alt på De Kanariske Øer. Men især på Lanzarote, hvor der ikke er en eneste by eller landskab, som han ikke har sat sit præg på. Læs om ham under SJOVT AT VIDE.
Om få år får Lanzarote ny koncert- og kongrescenter tegnet af den danske arkitekt Henning Larsens Tegnestue. Henning vandt en international konkurrence om byggeriet i samarbejde med den spanske arkitekt Carlos Morales. Koncert- og kongreshuset bliver på 15.000 kvm med flere sale og kommer til at ligge ved strandpromenaden i Arrecife, øens hovedstad. Bygningen er inspireret af øens vulkanske landskab og bliver et markant, kulturelt fikspunkt på Lanzarote.
Billedkunst og design
Man lægger mærke til den store interesse for skulpturer, når man bevæger sig rundt på øerne. Næsten alle rundkørsler er pyntet med enorme skulpturer, der fortæller noget om områdets historie. Næsten alle byer har små gallerier. Et par moderne kunstnere har slået igennem.
Den almindelige kanariers bolig er meget enkel. Man går ikke så meget op i boligen, for man opholder sig alligevel udendørs det meste af tiden. De bedre stillede har større byhuse omkring en lille gård med et kølende springvand. Er der råd til det, får 1. salen en lille balkon med fint udskårne trægitre. Husene er som regel hvidkalkede med grønne, blå eller brune døre og vindueskarme, hvis folk ellers husker at male dem. Før i tiden skulle man først betale skat, når huset var helt færdigt - derfor undlod mange at give huset det sidste penselstrøg. Den skattefrihed er ophævet, men man må stadig gennemføre kampagner for at få folk til at male husene færdigt. Mange er stadig så mageligt anlagt, at de nødigt maler husets gavle, for det kunne jo være, at der blev bygget et hus på siden senere, og så har det jo været et forfærdeligt spild af tid. I 1960´erne blev de fleste kanariske øer ramt af et byggeboom, hvor det hellere skulle gå stærkt end ordentligt til. Der kom masser af fantasiløse højhusbyggerier i feriebyerne, men i de senere år har man fået stoppet det ved at stille højere krav til nybyggeriers kvalitet og arkitektoniske udtryk. På Lanzarote lykkedes det for arkitekten og kunstneren César Manrique at få indført regler om, at man skal være tro mod den oprindelige byggestil og tage hensyn til landskabet. Han fik indflydelse på byggerier over alt på De Kanariske Øer. Men især på Lanzarote, hvor der ikke er en eneste by eller landskab, som han ikke har sat sit præg på. Læs om ham under SJOVT AT VIDE.
Om få år får Lanzarote ny koncert- og kongrescenter tegnet af den danske arkitekt Henning Larsens Tegnestue. Henning vandt en international konkurrence om byggeriet i samarbejde med den spanske arkitekt Carlos Morales. Koncert- og kongreshuset bliver på 15.000 kvm med flere sale og kommer til at ligge ved strandpromenaden i Arrecife, øens hovedstad. Bygningen er inspireret af øens vulkanske landskab og bliver et markant, kulturelt fikspunkt på Lanzarote.
Billedkunst og design
Man lægger mærke til den store interesse for skulpturer, når man bevæger sig rundt på øerne. Næsten alle rundkørsler er pyntet med enorme skulpturer, der fortæller noget om områdets historie. Næsten alle byer har små gallerier. Et par moderne kunstnere har slået igennem.
Kunsthåndværk
Kanarieøernes kunsthåndværk går mange hundrede år tilbage, især inden for broderi og keramik. Man er så dygtige til broderi, at der ofte er bud efter lærere fra De Kanariske Øer til store broderilande som Japan og Italien. Keramikkunsten stammer tilbage fra guancherne. Da de ikke havde opfundet hjulet, kunne de af gode grunde ikke dreje, så de brugte ”pølse-metoden” til at skabe imponerende krukker og vaser, der var ligeså tynde i skallen som drejede lerting. Mange keramikere på øerne viderefører den noget besværlige guanche-teknik den dag i dag. De keramiske fade og skåle glaseres i farvestrålende mønstre, hver ø har sit eget særlige mønster. På Lanzarote har man tradition for små keramiske figurer som tegn på kærlighed. En figur forestiller en nøgen mand med en meget stor tissemand, den anden forestiller en nøgen kvinde. Når to forelsker sig, giver de hinanden en figur som forlovelsesgave, og figurerne bliver så bragt sammen, når parret bliver gift. Træskærerarbejder havde gode kår, fordi skibene fra Amerika bragte alskens eksotiske træsorter til øerne. Det var billigt, ofte gratis, og en nem måde for talentfulde fattige at skaffe sig en levevej, og som man kan se i byerne, var der stor efterspørgsel efter træskærerier til at udsmykke huse og balkoner. Håndlavet glaskunst i krystal regnes i dag for en kanarisk kunstart, men den stammer fra Mixtecaz-indianerne i Mexico, der praktiserede den helt tilbage til 200-tallet. Hjemvendte emigranter indførte den på kanarieøerne, og siden er håndværket gået i arv fra generation til generation. På alle markeder vil man se de små dyr eller figurer i glas, der blæses på stedet.
Litteratur
Den første forfatter fra øerne, der blev nationalt kendt, var José de Viera y Calvijo (1731-1813), en poet, som skrev omfattende historiske værker. Tomás de Iriarte (1750-1791) var også poet, men huskes bedst for sine teaterstykker, der stadig opføres. Mest berømt af alle kanariske kunstnere er dog Benito Pérez Galdós (1843-1920), som regnes for en af Spaniens betydeligste forfattere gennem tiderne. Han voksede op på Gran Canaria, men flyttede til Madrid som 19-årig for aldrig siden at vende tilbage. Han skrev 46 historiske romaner og har nærmest samme status i Spanien som vores H.C. Andersen.
Medier
Øerne er velforsynede med både aviser, radio og tv. De foretrukne aviser er El Pais og El Mundo, fordi de ikke kun er store nationale aviser, men har lokale tillæg, der formidler nyheder specielt om De Kanariske Øer. Derudover er der to store lokalaviser: El Día og Diario de Avisos. Blandt de ti mest solgte aviser i Spanien er der to, der udelukkende skriver om sport, AS and MARCA, også de har stort publikum på øerne. Canal Canarias er den lokale tv-station, der hele dagen sender både nyhedsudsendelser og almindelig underholdning fra kanarie-øerne. Alle udenlandske programmer er eftersynkroniseret på spansk, det gælder også de øvrige nationale spanske kanaler, der kan ses på øerne.
Musik og dans
Musik og dans
Lunas Rotas. Hvis man overhovedet kender til populær musik fra De Kanariske Øer, så kender man den. Rosana Arbelo fra Lanzarote hittede med den i 1997, og den gik sin sejrsgang over hele Europa. Hendes musik har faktisk elementer af den traditionelle kanariske musik i sig. Mere traditionel kanarisk musik er et sammensurium af spanske, sydamerikanske, vestindiske, mauriske og guanche-rytmer, og den har store variationer fra ø til ø. Den spilles i reglen af orkestre med både voksne og børn, og indtil man vænner sig til det, lyder det, som når man trækker en kat i halen. Der er dog mere fredelige variationer. Det mest kanariske instrument er den femstrengede timbalo, det ligner en lille mandolin med rund ryg (oprindeligt blev de lavet af skildpaddeskjolde).
I dag danser kanarierne som alle os andre. Men de træder hyppigere op i gamle folkedanse, end vi gør, f.eks. ved fiestaer. Man danser canario, en kædedans med recitationer fra en dansemester, derefter slår den over i hurtig rytme, hvor kæden brydes, og danserne danner par, som trykker sig tæt ind til hinanden. I det hele taget var kanariske danse yndede ved hofferne i Europa, fordi de var så vovede. Dansen tajaraste menes at stamme fra guancherne. Den indledes monotont, men slår med ét om og bliver vild og fyrig med kastagnetter og olé-råb.
Sport på Lanzarote
Kanarierne er vilde med sport, men ikke nødvendigvis som aktive udøvere. De vil ligeså gerne tale om det som deltage.
Fodbold er den store passion. Især opgørene mellem de enkelte øer kan sætte sindene i flammer. Og man følger de store hold CD Tenerife og UD Las Palmas med passion Man taler stort set altid om fodbold. Kampene spilles i weekenden, mandag og tirsdag diskuterer man, hvordan det gik, og fra onsdag og frem diskuterer man, hvordan det vil gå i den kommende weekend. Man holder ofte med to hold, det lokale hold og så et landsdækkende. På kanarieøerne deler man sig mellem Real Madrid og Barcelona. Også mere ubetydelige kampe følges intenst på storskærme, der er stillet op på pladser og i barer.
Fodbold er den store passion. Især opgørene mellem de enkelte øer kan sætte sindene i flammer. Og man følger de store hold CD Tenerife og UD Las Palmas med passion Man taler stort set altid om fodbold. Kampene spilles i weekenden, mandag og tirsdag diskuterer man, hvordan det gik, og fra onsdag og frem diskuterer man, hvordan det vil gå i den kommende weekend. Man holder ofte med to hold, det lokale hold og så et landsdækkende. På kanarieøerne deler man sig mellem Real Madrid og Barcelona. Også mere ubetydelige kampe følges intenst på storskærme, der er stillet op på pladser og i barer.
Dette er en ekstra udvidet del af "Turen går til Gran Canaria" (Politikens Forlag). Gratis.
Hvis du er glad for den, så støt et lille beløb (fx 20 kr.) via Mobilepay til: 20216673
Hvis du er glad for den, så støt et lille beløb (fx 20 kr.) via Mobilepay til: 20216673
Brydning er kanariernes nationalsport, men i en særlig kanarisk variant: lucha canaria. Den stammer tilbage fra guancherne, der brugte brydning til at løse problemer, også de internationale. Hvis to kongedømmer ikke kunne enes, udpegede hvert kongedømme et hold brydere, der kæmpede. Vinderholdets land fik så ret. Det var meget billigere end krig og svinede ikke. Erobrerne tog sporten til sig, og den blev spredt til Spanien og Sydamerika. Man har forsøgt at få den optaget som olympisk disciplin, men uden held.
Brydning finder sted på særlige stadions, luchaderos. Inden for en aftegnet ring, terrero, på 9 m i diameter, gælder det om at vælte modstanderen omkuld og få ham til at røre jorden med en anden del af kroppen end fodsålerne. Bryderne i de højere klasser er nogle ordentlige bamser, der minder en del om sumo-brydere. De kæmper i hold på 12, men kun én fra hvert hold bryder ad gangen. De to brydere tager fat i hinanden shorts og så gælder det om at få væltet den anden. De bryder i tre omgange bregas, og den der har fået sin modstander i jorden to gange, har vundet. Taberen forlader sit hold, og to nye brydere går i gang. Når et hold på den måde har mistet alle sine brydere, har det tabt, og det andet hold er vinder. Det ser ret enkelt ud for udenforstående, vælt manden!, men der er hundredvis af greb, meget komplicerede regler og et utal af muligheder for point. Kanarierne elsker sporten, og den er fast underholdning ved de store fester. Man vil ofte kunne se transmissioner fra brydestævner på den lokale tv-station. Om vinteren er der klubturneringer i byerne.
Stavbrydning, juego del palo stammer fra guancherne. Når gedehyrderne kedede sig, sloges de for sjov med hyrdestavene. Siden blev det til en sportsgren. Man holder på staven med begge hænder og forsøger så at ramme modstanderen, som værger for sig ved at stoppe modstanderens stav med sin stav. Kunsten er at ramme præcist og lade stokken gøre arbejdet, mens kroppen bevæger sig mindst muligt - fødderne skal hele tiden være på jorden. Den, der vælter modstanderen, eller rammer modstanderen med staven, har vundet.
Hanekampe er kanariernes tyrefægtning. Tyrefægtning er aldrig blevet et hit på øerne, fordi var for dyrt at opdrætte tyre eller få dem fragtet hertil. I stedet har hjemvendte emigranter fra Sydamerika introduceret hanekampe, peleas de gallos, og de er populære. Det gælder kort fortalt om at få én hane til at lemlæste en anden hane, og man kan vinde en bunke penge, hvis man har satset på vinderen. Sæsonen varer fra december til maj.
Tyrefægtning
Man kan ikke blive underholdt af mænd i stramme bukser, der dræber tyre. Det er forbudt på De Kanariske Øer og har været det siden 1991.
Brydning finder sted på særlige stadions, luchaderos. Inden for en aftegnet ring, terrero, på 9 m i diameter, gælder det om at vælte modstanderen omkuld og få ham til at røre jorden med en anden del af kroppen end fodsålerne. Bryderne i de højere klasser er nogle ordentlige bamser, der minder en del om sumo-brydere. De kæmper i hold på 12, men kun én fra hvert hold bryder ad gangen. De to brydere tager fat i hinanden shorts og så gælder det om at få væltet den anden. De bryder i tre omgange bregas, og den der har fået sin modstander i jorden to gange, har vundet. Taberen forlader sit hold, og to nye brydere går i gang. Når et hold på den måde har mistet alle sine brydere, har det tabt, og det andet hold er vinder. Det ser ret enkelt ud for udenforstående, vælt manden!, men der er hundredvis af greb, meget komplicerede regler og et utal af muligheder for point. Kanarierne elsker sporten, og den er fast underholdning ved de store fester. Man vil ofte kunne se transmissioner fra brydestævner på den lokale tv-station. Om vinteren er der klubturneringer i byerne.
Stavbrydning, juego del palo stammer fra guancherne. Når gedehyrderne kedede sig, sloges de for sjov med hyrdestavene. Siden blev det til en sportsgren. Man holder på staven med begge hænder og forsøger så at ramme modstanderen, som værger for sig ved at stoppe modstanderens stav med sin stav. Kunsten er at ramme præcist og lade stokken gøre arbejdet, mens kroppen bevæger sig mindst muligt - fødderne skal hele tiden være på jorden. Den, der vælter modstanderen, eller rammer modstanderen med staven, har vundet.
Hanekampe er kanariernes tyrefægtning. Tyrefægtning er aldrig blevet et hit på øerne, fordi var for dyrt at opdrætte tyre eller få dem fragtet hertil. I stedet har hjemvendte emigranter fra Sydamerika introduceret hanekampe, peleas de gallos, og de er populære. Det gælder kort fortalt om at få én hane til at lemlæste en anden hane, og man kan vinde en bunke penge, hvis man har satset på vinderen. Sæsonen varer fra december til maj.
Tyrefægtning
Man kan ikke blive underholdt af mænd i stramme bukser, der dræber tyre. Det er forbudt på De Kanariske Øer og har været det siden 1991.
