Sjovt at vide om Lanzarote
Herunder er der en række artikler om Lanzarote, som giver nogle indtryk om, hvad det er for et sted, man er på vej hen til. Man kan f.eks. læse det i flyet eller i bussen på vej til hotellet:
Læs om:
Portræt af Cesar Manrique - Lanzarotes skaber
Lanzarotes danske vartegn
Den gule kanariefugl er et gadekryds
Andre rejseguider - nu også til Skåne
Klik en betjent
Bøder på vejen
Kanarierne elsker flag
Kanarierne som kanonføde
Det kanariske luse-eventyr
Karneval
Turister i tal
Guancherne - det oprindelige folk
Vikinger var de første turister
Træet der bløder
Den kanariske frihed
Kanariske bananer mod kongelige mavesår
Alle glæder sig til Helligtrekonger
Hvad med et ø-hop
Portræt af Cesar Manrique - Lanzarotes skaber
Lanzarotes danske vartegn
Den gule kanariefugl er et gadekryds
Andre rejseguider - nu også til Skåne
Klik en betjent
Bøder på vejen
Kanarierne elsker flag
Kanarierne som kanonføde
Det kanariske luse-eventyr
Karneval
Turister i tal
Guancherne - det oprindelige folk
Vikinger var de første turister
Træet der bløder
Den kanariske frihed
Kanariske bananer mod kongelige mavesår
Alle glæder sig til Helligtrekonger
Hvad med et ø-hop
Cesar Manriques - Lanzarotes skaber
Lanzarotes multikunstner Det er svært at sige Lanzarote uden at sige César Manrique. Han er ikke bare en berømt kunstner fra øen. På mange måder er han øen, også nu flere år efter sin død. Få mennesker har sat så voldsomt et præg på et område som han. Manrique blandede sig i alt, og han var god til at få sin vilje, ofte med hjælp fra sine nære venskaber med politikere og kunstnere over hele verden.
Han blev født i Arrecife 24. april 1919. Han havde en meget lidt kunstnerisk opvækst, og som ung kæmpede han på Francos side i borgerkrigen. Efter krigen skiftede han rundt mellem kunstarterne i Madrid, snart på kunstakademi, snart på filmskole. I 1950’erne begyndte han at male de abstrakte malerier, der gjorde ham verdensberømt. Et medlem af den kunstinteresserede Rockefeller-familie fik ham til New York, hvor han havde stor succes, men i 1968 pakkede han det hele sammen og tog hjem. Han fornemmede, sagde han, at hans ø havde brug for ham.
Og det var rigtigt. Manrique protesterede højrøstet mod turistindustrien, der var ved at forvandle hans ø til et tivoli. Han fik sat gang i en bevidst turistpolitik, der både tog hensyn til øens natur og dens indbyggere. Selv om det ikke står i nogen lov, så bygger man stadig kun i to etager i landsbyerne – sådan som han foreslog. Kystlinjerne bliver holdt fri. Også vejafgrænsningerne i natursten og forbuddet mod store reklameskilte er hans idé.
Næsten alle bygninger af betydning på øen har hans fingeraftryk. Manrique sagde ja til det hele, han havde en ustyrlig energi og idérigdom og strøg fra det ene projekt til det næste. Tiden blev ikke brugt i tegnestuen. Når han skulle tegne, skete det gerne på selve byggepladsen. Restauranten til San José-borgen tegnede han direkte på jorden med en stav. Han kunne også tegne på bagsiden af en tændstikæske eller tegne grundplanen på nye huse af med kridt på vejen – så fik man et bedre overblik, mente han. Nogle gange fortalte han bare, hvordan han ville have det, og så måtte man prøve at huske det undervejs i byggeriet. Andre gange stod Manrique selv på byggepladsen og dirigerede arbejderne som en anden orkesterleder. Arkitekter og landmålere kom bagefter for at lave tegninger til arkiverne.
Hans byggefilosofi var, at man kunne bygge alt i naturen, bare man gjorde det på en naturlig måde med naturlige materialer. Tingene skulle passe ind – gerne smelte sammen, sådan som fx hans byggerier gør med bjergene.Seks måneder før sin død skænkede han hele sin formue og sit hjem til en fond, Fundación César Manrique. Fonden har til huse i Manriques hjem i Tahiche, Taro de Tahiche.
César Manrique døde ved en trafikulykke, da han kørte ud fra Fondens hovedkvarter 25. september 1992. Han er begravet i Haria, hvor han boede de sidste år, ikke i et af de sædvanlige betonskabe, men i et fritliggende gravsted med en enkelt palme og en lavasten med påskriften: C. Manrique.
Han blev født i Arrecife 24. april 1919. Han havde en meget lidt kunstnerisk opvækst, og som ung kæmpede han på Francos side i borgerkrigen. Efter krigen skiftede han rundt mellem kunstarterne i Madrid, snart på kunstakademi, snart på filmskole. I 1950’erne begyndte han at male de abstrakte malerier, der gjorde ham verdensberømt. Et medlem af den kunstinteresserede Rockefeller-familie fik ham til New York, hvor han havde stor succes, men i 1968 pakkede han det hele sammen og tog hjem. Han fornemmede, sagde han, at hans ø havde brug for ham.
Og det var rigtigt. Manrique protesterede højrøstet mod turistindustrien, der var ved at forvandle hans ø til et tivoli. Han fik sat gang i en bevidst turistpolitik, der både tog hensyn til øens natur og dens indbyggere. Selv om det ikke står i nogen lov, så bygger man stadig kun i to etager i landsbyerne – sådan som han foreslog. Kystlinjerne bliver holdt fri. Også vejafgrænsningerne i natursten og forbuddet mod store reklameskilte er hans idé.
Næsten alle bygninger af betydning på øen har hans fingeraftryk. Manrique sagde ja til det hele, han havde en ustyrlig energi og idérigdom og strøg fra det ene projekt til det næste. Tiden blev ikke brugt i tegnestuen. Når han skulle tegne, skete det gerne på selve byggepladsen. Restauranten til San José-borgen tegnede han direkte på jorden med en stav. Han kunne også tegne på bagsiden af en tændstikæske eller tegne grundplanen på nye huse af med kridt på vejen – så fik man et bedre overblik, mente han. Nogle gange fortalte han bare, hvordan han ville have det, og så måtte man prøve at huske det undervejs i byggeriet. Andre gange stod Manrique selv på byggepladsen og dirigerede arbejderne som en anden orkesterleder. Arkitekter og landmålere kom bagefter for at lave tegninger til arkiverne.
Hans byggefilosofi var, at man kunne bygge alt i naturen, bare man gjorde det på en naturlig måde med naturlige materialer. Tingene skulle passe ind – gerne smelte sammen, sådan som fx hans byggerier gør med bjergene.Seks måneder før sin død skænkede han hele sin formue og sit hjem til en fond, Fundación César Manrique. Fonden har til huse i Manriques hjem i Tahiche, Taro de Tahiche.
César Manrique døde ved en trafikulykke, da han kørte ud fra Fondens hovedkvarter 25. september 1992. Han er begravet i Haria, hvor han boede de sidste år, ikke i et af de sædvanlige betonskabe, men i et fritliggende gravsted med en enkelt palme og en lavasten med påskriften: C. Manrique.
Lanzarote får dansk vartegn
En dag vil Lanzerotes hovedstad, Arrecife, få et flot, dansk vartegn, lige ud til strandkanten, midt i byen. Nemlig et koncert- og kongreshus, Palacio de Congresos. Tegnet af det danske arkitektfirma Henning Larsen, som i 2004 vandt en konkurrence i samarbejde med den spanske arkitekt Carlos Morales. Deres ide er en bygning på 15.000 kvm med plads til flere tusinde. Og den skulle være en skarp profil til byens skyline og øens kulturelle fikspunkt – på linje med koncerthuset på Tenerife. Bygningen skulle for længst have være opført. Men ak, der gik politik i det. Og grunden er bar. I 2019 fik projektet en ny bevilling – så på et tidspunkt skal der nok komme et ”dansk” vartegn i byen.
En dag vil Lanzerotes hovedstad, Arrecife, få et flot, dansk vartegn, lige ud til strandkanten, midt i byen. Nemlig et koncert- og kongreshus, Palacio de Congresos. Tegnet af det danske arkitektfirma Henning Larsen, som i 2004 vandt en konkurrence i samarbejde med den spanske arkitekt Carlos Morales. Deres ide er en bygning på 15.000 kvm med plads til flere tusinde. Og den skulle være en skarp profil til byens skyline og øens kulturelle fikspunkt – på linje med koncerthuset på Tenerife. Bygningen skulle for længst have være opført. Men ak, der gik politik i det. Og grunden er bar. I 2019 fik projektet en ny bevilling – så på et tidspunkt skal der nok komme et ”dansk” vartegn i byen.
Den gule kanariefugl er et gadekryds
Foto Eduardo Martínez
Kanariefuglen pipper i hele verden, i bur. På Kanarieøerne skratter den, i naturen. Og i bur er den køn, men i palmerne på Kanarieøerne er den lidt trist. Men det er begge dele en Serinus canaria, selv om de vilde kanariefugle ikke minder særlig meget om de farverige, nuttede fugle fra dyrehandlen. I naturen har den en kedelig, grågrøn farve, og man kan godt undvære dens sang, der lyder skrækkeligt. De smukke, velklingende kanariefugle i bur skyldes avlsarbejde og tilfældige mutationer igennem 400 år. De er gadekryds - i hvert fald de gule og røde. Spanske munke kom til øerne i 1400-tallet og tæmmede fuglene, og i 1500-tallet kom de på skibe til Europa, for alle ville have sådan en. Men kun hanner, for de sang bedst, og uden hunner forhindrede man også avl uden for øerne. Men hannerne lod sig ikke nøje, de parrede sig med festligere fugle, og i Tyskland blev de ”big business”, da lykkedes at fremavle den særlige harzer, der har skøn sangstemme. Og de er nødt til at synge, for det er kun på sangen, at man kan skelne hanner og hunner. I fangenskab er der udviklet et væld af racer i mange nuancer - grønstribede, brunlige og kanelfarvede til knaldrøde.
Kanariefuglen er en spurvefugl i finke-familien. Ynglesæsonen er februar til juni. Reden bygges af hunnen, der lægger 3-5 æg, som hun udruger på 14 dage. Begge køn deltager i ungernes opfodring. Kanariefugle er monogame, men færdes i flokke. De er ikke trækfugle, det vil sige, at de bliver på øerne hele året.
Verdens første kanariefuglemuseum ligger i den lille by St. Andreasberg i Harzen, hvor man siden 1700-tallet har opdrættet af kanariefugle til minedriften. Kanariefuglen bruges i kulminer for at sikre, at der ikke er giftige gasser, som kanariefugle er meget følsomme over for. Så man ved, at hvis de falder døde om, var er nok et udslip på vej.
Kanariefuglen er en spurvefugl i finke-familien. Ynglesæsonen er februar til juni. Reden bygges af hunnen, der lægger 3-5 æg, som hun udruger på 14 dage. Begge køn deltager i ungernes opfodring. Kanariefugle er monogame, men færdes i flokke. De er ikke trækfugle, det vil sige, at de bliver på øerne hele året.
Verdens første kanariefuglemuseum ligger i den lille by St. Andreasberg i Harzen, hvor man siden 1700-tallet har opdrættet af kanariefugle til minedriften. Kanariefuglen bruges i kulminer for at sikre, at der ikke er giftige gasser, som kanariefugle er meget følsomme over for. Så man ved, at hvis de falder døde om, var er nok et udslip på vej.
Andre rejseguider
Nu også Skåne
Klik og kik på andre gratis rejseguider. Alle udgivet som "Turen går til...", skrevet af rejsebogsforfattere.
Vi har:
Azorerne, Brasilien, Dansk Vestindien, Den Dominikanske Republik, Gran Canaria, Israel, Lanzarote, New Zealand, Madeira, Malta, Tenerife og den seneste: Skåne
Vi har:
Azorerne, Brasilien, Dansk Vestindien, Den Dominikanske Republik, Gran Canaria, Israel, Lanzarote, New Zealand, Madeira, Malta, Tenerife og den seneste: Skåne
KLIK EN BETJENT
(marts 2019) Man behøver ingen ordbog for at få hjælp af politiet på Lanzarote. Med et enkelt klik på din mobilos får du den nødvendige politistyrke bragt til døren. Man skal blot have app´en ”AlertCops”. Hvis man bliver udsat for - eller ser - en forbrydelse, klikker man på den knap, der svarer til situationen. Alarmcentralen finder selv ud af, hvor du er via GPS´en i din mobil – og sender panserne afsted. Smart, hvis man ligger i sin seng og får ubudne gæster. Så kan tyven kan ikke høre, at man tilkalder hjælp, og politiet kan tage ham med fingrene i kagedåsen. Og skulle man blive overfaldet eller røvet på gaden, kan man godt blive lidt desorienteret, men klik på ikonet for overfald, så finder politiet dig. Det er i hvert fald meningen, og erfaringerne er gode. App´en kan også advare dig om farlige situationer i din nærhed, så du kan holde dig væk. Udvalget af forbrydelser, som politiet stiller op til, er bredt og meget moderne. F.eks. kan man melde mobning, hate crime og radikalisering, hvad det så må betyde. AlertCops dækker hele Spanien, og den dur også på en dansk telefon. Når du har klikket, kan du følge din sag og se, hvor langt politiet er nået. Skide smart. Og så skal man selvfølgelig ikke glemme, at kriminaliteten på Lanzarote er meget, meget lav. Så det var ikke for at jage en skræk i livet på nogen.
(marts 2019) Man behøver ingen ordbog for at få hjælp af politiet på Lanzarote. Med et enkelt klik på din mobilos får du den nødvendige politistyrke bragt til døren. Man skal blot have app´en ”AlertCops”. Hvis man bliver udsat for - eller ser - en forbrydelse, klikker man på den knap, der svarer til situationen. Alarmcentralen finder selv ud af, hvor du er via GPS´en i din mobil – og sender panserne afsted. Smart, hvis man ligger i sin seng og får ubudne gæster. Så kan tyven kan ikke høre, at man tilkalder hjælp, og politiet kan tage ham med fingrene i kagedåsen. Og skulle man blive overfaldet eller røvet på gaden, kan man godt blive lidt desorienteret, men klik på ikonet for overfald, så finder politiet dig. Det er i hvert fald meningen, og erfaringerne er gode. App´en kan også advare dig om farlige situationer i din nærhed, så du kan holde dig væk. Udvalget af forbrydelser, som politiet stiller op til, er bredt og meget moderne. F.eks. kan man melde mobning, hate crime og radikalisering, hvad det så må betyde. AlertCops dækker hele Spanien, og den dur også på en dansk telefon. Når du har klikket, kan du følge din sag og se, hvor langt politiet er nået. Skide smart. Og så skal man selvfølgelig ikke glemme, at kriminaliteten på Lanzarote er meget, meget lav. Så det var ikke for at jage en skræk i livet på nogen.
Bøder på vejen
Hvis spanske betjente er i dårligt humør, kan de gøre bilturen til en dyr affære, helt lovligt. For man skal ikke flippe ret meget ud bag rattet, før bødeblokken lyner. En bilist fik en bøde på €80 for at bide negle under kørsel. Og en kanarisk advokat troede, at han var sluppet fri af lovens lange arm, da han kunne bevise, at han ikke havde talt i mobiltelefon under kørsel, som politiet hævdede. Han havde bare holdt hånden op for at klø sig i øret. Det gav en bøde på €60, for begge hænder skal være på rattet.
Der er helt normale bøder som:
-at køre bil uden forsikring: €1500
-at parkere ulovligt: €200
-at køre uden sikkerhedssele: €200
-at tale i mobiltelefon: €200
Men så kan man også få bøder for mere usædvanlige forseelser. For eksempel hvis man:
-vasker sin bil på offentlig vej: €3000
-kører barfodet eller barmavet: €80
-kører i løse sandaler: €80
-smider skod ud ad vinduet: €200
-spiser eller drikker: €100
-sminker sig: €100
-dytter unødvendigt: €80
-hviler sin arm på vinduet: €80
-hører for høj musik: op til €6.000
OBS: Betal en bøde straks, så får man ofte 50% rabat. Klag og så stiger den med 100%.
Hvis spanske betjente er i dårligt humør, kan de gøre bilturen til en dyr affære, helt lovligt. For man skal ikke flippe ret meget ud bag rattet, før bødeblokken lyner. En bilist fik en bøde på €80 for at bide negle under kørsel. Og en kanarisk advokat troede, at han var sluppet fri af lovens lange arm, da han kunne bevise, at han ikke havde talt i mobiltelefon under kørsel, som politiet hævdede. Han havde bare holdt hånden op for at klø sig i øret. Det gav en bøde på €60, for begge hænder skal være på rattet.
Der er helt normale bøder som:
-at køre bil uden forsikring: €1500
-at parkere ulovligt: €200
-at køre uden sikkerhedssele: €200
-at tale i mobiltelefon: €200
Men så kan man også få bøder for mere usædvanlige forseelser. For eksempel hvis man:
-vasker sin bil på offentlig vej: €3000
-kører barfodet eller barmavet: €80
-kører i løse sandaler: €80
-smider skod ud ad vinduet: €200
-spiser eller drikker: €100
-sminker sig: €100
-dytter unødvendigt: €80
-hviler sin arm på vinduet: €80
-hører for høj musik: op til €6.000
OBS: Betal en bøde straks, så får man ofte 50% rabat. Klag og så stiger den med 100%.
Kanarierne elsker flag
Der skal mange flagstænger i brug, når man på kanarieøerne skal markere tilhørsforhold til både Spanien, EU, De Kanariske Øer, den enkelte ø, kommunen – ja, næsten hver en by har sit eget flag. De fleste af de nuværende flag er af nyere dato og har været stridsemner i årtier. Øerne blev erobret af forskellige krigsfyrster, der medbragte hver deres bannere, som i mange år også var flag for de enkelte øer. Siden er flagparken blevet moderniseret. De Kanariske Øers flag er også et kompromis mellem de store øer. Det gule stammer fra Gran Canarias flag, det blå fra Tenerifes, det hvide fra begge. I midten af flaget ses øernes våben, der prydes af de hunde, der muligvis har givet øerne navn.
Kanariere som kanonføde
Det var afgørende for Spanien, at der kom spaniere til Amerika, da Den Nye Verden skulle etableres. ikke for deres fornøjelses skyld, men fordi man havde brug for mennesker til at fastholde de nye rige landområder som spanske. Grænser kunne dengang ikke etableres med bomme, man skulle bruge mennesker. Men det var ikke altid nemt at få folk til at flytte. Kanarierne syntes, at de havde det meget bedre hjemme. Derfor udsendte den spanske konge i 1678 et grusomt dekret, også kaldet El Tributo de Sangre. Dekretet gav spanske købmænd på øerne skattefrihed for eksport af varer til Amerika, hvis de sørgede for, at varerne blev fulgt af kanariske familier. For hver 1000 tons varer skulle der følge et vist antal kanariske familier med, så kunne købmændene spare en anelse sum. Derfor tvang de spanske herremænd deres fattige undersåtter med på skibene som menneskelig gods - med mere eller mindre fine metoder. Fra overtalelse til regulær kidnapning. Familierne fik rejsen betalt, hvis man nu skal sige det pænt, og når de kom derover fik de et stykke jord og 500 reales som belønning. Og der var stort mandefald både på turen derover og i de første år, men efterhånden lykkedes det mange at skabe sig en god tilværelse. Men det maner en pæl igennem myten om, at det var friske eventyrer, der tog afsted. Det var ikke de stærke kanariere, der befolkede Amerika, men derimod de svage, som man kunne tvinge afsted. Kanariere kom i store tal og dominerede store dele af den nye verden, f.eks. Puerto Rico, Hispaniola, Cuba og Venezuela. På Cuba regner man med, at hver sjette nuværende indbygger stammer fra De Kanariske Øer. Men også storbyer i USA er kanarisk oprindelse. Det gælder ikke mindst San Antonio i Texas. Der var kun et munkekloster, da 55 kanariere ankom 9. marts 1731. De havde rejst i 348 dage, hvor de oplevede 6 dødsfald, 5 bryllupper og 1 fødsel. Nu skulle de holde den spanske fane højt i Texas, og det gjorde de så godt, at byen i dag har 1,5 millioner indbyggere, ikke så få med kanariske rødder. Byens første borgmester var fra Lanzarote og helt frem til 1836 var det en efterkommer af de grundlæggende kanarier. I dag kaldes hovedpladsen for Plaza de Las Islas Canarias.
Det kanariske kaktuseventyr
Kaktusplanter stortrives som ukrudt i det golde og tørre klima på De Kanariske Øer. Alligevel dyrkes kaktus som kulturplante i stor stil. Ikke for plantens skyld, men på grund af den lille grå skjoldlus cochenille (Cochineal), der klumper sig sammen på de tykke, grønne blade af figenkaktussen (Opuntia ficus indica). Cochenille-hunlusens krop indeholder en kraftigt mørkerød væske, som trods konkurrence fra kemiske farvestoffer stadig indgår i en stribe miljøvenlige kosmetikartikler – fx læbestift – og som farvestof i bl.a. »Campari« og tandpasta. Ved at mase lusene mellem fingrene kan enhver forvisse sig om, at den røde væske er særdeles effektiv til at farve rødt! Lusen kommer oprindelig fra Mexico, hvor aztekerne i århundreder udvandt den røde farve. Lusen blev indført på Kanarieøerne som nyttedyr i 1550. Når man høster, skraber man lusen af med et særligt metalinstrument, mens den intetanende sidder med brodden dybt inde i kaktussen. Efter høsten tørrer man lusene i solen, renser dem og sender til fabrikker i udlandet. Et af klenodierne på Rosenborg Slot er Christian 6. s tronhimmel. Den er farvet med kaktuslusen.
Karneval
Blandt Kanarieøernes mange fester er højdepunktet karnevalet. Det er så stor en begivenhed, at forberedelserne begynder dagen efter, at det sidste karneval er forbi. Karnevalet har forskelligt udtryk fra ø til ø og fra by til by, men man er alle steder sikret en sprudlende fest, der fortsætter mange dage i træk. Alle klæder sig i farvestrålende dragter, og festen er langt mere løssluppen end nordiske karnevaler og fyldt med seksuelle undertoner. De flotte piger bærer dragter, som kun overlader lidt til fantasien – måneder efter et karneval fødes der flere børn end på noget andet tidspunkt af året. Under karnevalet byder gaderne på velduftende madgryder, et sandt rabalder fra utallige spansk-kanariske orkestre, der forsøger at overdøve hinanden, og uendelige parader, hvor folk fra bevægelige dekorerede platforme viser sig frem og danser til inciterende rytmer i håb om at blive kåret til karnevalets konge eller dronning. Kendere regner karnevalet i Las Palmas for at være i international klasse.
Karnevalet indleder fasten – carne vale betyder »farvel til kød«. (Herhjemme indleder vi fasten med fastelavn, som betyder »aftenen før fasten«). Derefter må man i en periode kun spise fisk og grøntsager. Selv om de færreste i dag ændrer i den daglige kost, lever festen alligevel. Det har nemlig også været den årlige mulighed for at få afløb for frustrationer over magthaverne. Karnevalet er fyldt med ritualer og symboler, hvor man gør grin med de fine, og magthaverne har da også forsøgt at forbyde det. Franco forbød karnevalet i Spanien, men det lykkedes ham aldrig at kvæle det på De Kanariske Øer. Karnevalet er kommet til øerne via Caribien af hjemvendte emigranter. Det første karneval fandt sted i 1770.
Indbyggerne på Lanzarote kaldes også for conejeros (kaninjægere), fordi de bruger meget tid på at jage det lille dyr.
Kanariere som kanonføde
Det var afgørende for Spanien, at der kom spaniere til Amerika, da Den Nye Verden skulle etableres. ikke for deres fornøjelses skyld, men fordi man havde brug for mennesker til at fastholde de nye rige landområder som spanske. Grænser kunne dengang ikke etableres med bomme, man skulle bruge mennesker. Men det var ikke altid nemt at få folk til at flytte. Kanarierne syntes, at de havde det meget bedre hjemme. Derfor udsendte den spanske konge i 1678 et grusomt dekret, også kaldet El Tributo de Sangre. Dekretet gav spanske købmænd på øerne skattefrihed for eksport af varer til Amerika, hvis de sørgede for, at varerne blev fulgt af kanariske familier. For hver 1000 tons varer skulle der følge et vist antal kanariske familier med, så kunne købmændene spare en anelse sum. Derfor tvang de spanske herremænd deres fattige undersåtter med på skibene som menneskelig gods - med mere eller mindre fine metoder. Fra overtalelse til regulær kidnapning. Familierne fik rejsen betalt, hvis man nu skal sige det pænt, og når de kom derover fik de et stykke jord og 500 reales som belønning. Og der var stort mandefald både på turen derover og i de første år, men efterhånden lykkedes det mange at skabe sig en god tilværelse. Men det maner en pæl igennem myten om, at det var friske eventyrer, der tog afsted. Det var ikke de stærke kanariere, der befolkede Amerika, men derimod de svage, som man kunne tvinge afsted. Kanariere kom i store tal og dominerede store dele af den nye verden, f.eks. Puerto Rico, Hispaniola, Cuba og Venezuela. På Cuba regner man med, at hver sjette nuværende indbygger stammer fra De Kanariske Øer. Men også storbyer i USA er kanarisk oprindelse. Det gælder ikke mindst San Antonio i Texas. Der var kun et munkekloster, da 55 kanariere ankom 9. marts 1731. De havde rejst i 348 dage, hvor de oplevede 6 dødsfald, 5 bryllupper og 1 fødsel. Nu skulle de holde den spanske fane højt i Texas, og det gjorde de så godt, at byen i dag har 1,5 millioner indbyggere, ikke så få med kanariske rødder. Byens første borgmester var fra Lanzarote og helt frem til 1836 var det en efterkommer af de grundlæggende kanarier. I dag kaldes hovedpladsen for Plaza de Las Islas Canarias.
Det kanariske kaktuseventyr
Kaktusplanter stortrives som ukrudt i det golde og tørre klima på De Kanariske Øer. Alligevel dyrkes kaktus som kulturplante i stor stil. Ikke for plantens skyld, men på grund af den lille grå skjoldlus cochenille (Cochineal), der klumper sig sammen på de tykke, grønne blade af figenkaktussen (Opuntia ficus indica). Cochenille-hunlusens krop indeholder en kraftigt mørkerød væske, som trods konkurrence fra kemiske farvestoffer stadig indgår i en stribe miljøvenlige kosmetikartikler – fx læbestift – og som farvestof i bl.a. »Campari« og tandpasta. Ved at mase lusene mellem fingrene kan enhver forvisse sig om, at den røde væske er særdeles effektiv til at farve rødt! Lusen kommer oprindelig fra Mexico, hvor aztekerne i århundreder udvandt den røde farve. Lusen blev indført på Kanarieøerne som nyttedyr i 1550. Når man høster, skraber man lusen af med et særligt metalinstrument, mens den intetanende sidder med brodden dybt inde i kaktussen. Efter høsten tørrer man lusene i solen, renser dem og sender til fabrikker i udlandet. Et af klenodierne på Rosenborg Slot er Christian 6. s tronhimmel. Den er farvet med kaktuslusen.
Karneval
Blandt Kanarieøernes mange fester er højdepunktet karnevalet. Det er så stor en begivenhed, at forberedelserne begynder dagen efter, at det sidste karneval er forbi. Karnevalet har forskelligt udtryk fra ø til ø og fra by til by, men man er alle steder sikret en sprudlende fest, der fortsætter mange dage i træk. Alle klæder sig i farvestrålende dragter, og festen er langt mere løssluppen end nordiske karnevaler og fyldt med seksuelle undertoner. De flotte piger bærer dragter, som kun overlader lidt til fantasien – måneder efter et karneval fødes der flere børn end på noget andet tidspunkt af året. Under karnevalet byder gaderne på velduftende madgryder, et sandt rabalder fra utallige spansk-kanariske orkestre, der forsøger at overdøve hinanden, og uendelige parader, hvor folk fra bevægelige dekorerede platforme viser sig frem og danser til inciterende rytmer i håb om at blive kåret til karnevalets konge eller dronning. Kendere regner karnevalet i Las Palmas for at være i international klasse.
Karnevalet indleder fasten – carne vale betyder »farvel til kød«. (Herhjemme indleder vi fasten med fastelavn, som betyder »aftenen før fasten«). Derefter må man i en periode kun spise fisk og grøntsager. Selv om de færreste i dag ændrer i den daglige kost, lever festen alligevel. Det har nemlig også været den årlige mulighed for at få afløb for frustrationer over magthaverne. Karnevalet er fyldt med ritualer og symboler, hvor man gør grin med de fine, og magthaverne har da også forsøgt at forbyde det. Franco forbød karnevalet i Spanien, men det lykkedes ham aldrig at kvæle det på De Kanariske Øer. Karnevalet er kommet til øerne via Caribien af hjemvendte emigranter. Det første karneval fandt sted i 1770.
Indbyggerne på Lanzarote kaldes også for conejeros (kaninjægere), fordi de bruger meget tid på at jage det lille dyr.
Turister i tal - 2018
16.000.000 kom til de kanariske øer
5.100.000 kom til Tenerife
3.900.000 kom til Gran Canaria
346.208 danskere kom til De Kanariske Øer
132.290 danskere kom til Gran Canaria
84.742 danskere kom til Tenerife
32.494 danskere kom til Lanzarote.
65 procent af alle danske charterrejser om vinteren går til de kanariske øer.
87 procent af danske gæster har besøgt øerne før
19,3 procent har været her flere end ti gange
16.000.000 kom til de kanariske øer
5.100.000 kom til Tenerife
3.900.000 kom til Gran Canaria
346.208 danskere kom til De Kanariske Øer
132.290 danskere kom til Gran Canaria
84.742 danskere kom til Tenerife
32.494 danskere kom til Lanzarote.
65 procent af alle danske charterrejser om vinteren går til de kanariske øer.
87 procent af danske gæster har besøgt øerne før
19,3 procent har været her flere end ti gange
Guancherne - det oprindelige folk
Sådan mener man, at en guanche så ud
De oprindelige folk på kanarieøerne hed guanchere - se historien. Guanche betød oprindeligt et menneske fra Tenerife. Guancherne kaldte deres ø Chinech – Hvide Bjerg – efter vulkanen Teide. Et menneske hed guan. Guan a chinech var altså et menneske fra Tenerife, og det blev til guanche, som nu bruges som fællesbetegnelse for de oprindelige indbyggere på De Kanariske Øer.
Om guancherne ved man,
-at de kunne bevæge sig af sted så hurtigt i klipperne, at europæerne i mange år troede, at de kunne flyve. De forsvandt lynhurtigt mellem småsprækker ved at bruge en lang stav til at få fart.
-at de har givet navn til de barske argentinske cowboys, gauchoer. Spanske erobrere tog indfødte med til Amerika, hvor de fangede og vogtede kvæg og fik ry for at være hårdføre.
-at de satte pris på runde kvinder. En giftefærdig kvinde måtte på fedekur for at få en mand. Inden brylluppet måtte hun ligge en hel måned i sengen og spise gedefedt i honning, lam i fløde og dadler, og hvis hun ikke var tyk nok, kunne den kommende ægtemand afvise hende.
-at de praktiserede organiserede børnemord, hvis der i perioder ikke var mad nok til alle. På visse øer var det alle børn, der måtte lade livet - på andre øer slap drengebørnene. Børn blev også brugt til at behage guderne, man kunne også nøjes med at sulte dem, hvis det kun var en mindre tørke.
Om guancherne ved man,
-at de kunne bevæge sig af sted så hurtigt i klipperne, at europæerne i mange år troede, at de kunne flyve. De forsvandt lynhurtigt mellem småsprækker ved at bruge en lang stav til at få fart.
-at de har givet navn til de barske argentinske cowboys, gauchoer. Spanske erobrere tog indfødte med til Amerika, hvor de fangede og vogtede kvæg og fik ry for at være hårdføre.
-at de satte pris på runde kvinder. En giftefærdig kvinde måtte på fedekur for at få en mand. Inden brylluppet måtte hun ligge en hel måned i sengen og spise gedefedt i honning, lam i fløde og dadler, og hvis hun ikke var tyk nok, kunne den kommende ægtemand afvise hende.
-at de praktiserede organiserede børnemord, hvis der i perioder ikke var mad nok til alle. På visse øer var det alle børn, der måtte lade livet - på andre øer slap drengebørnene. Børn blev også brugt til at behage guderne, man kunne også nøjes med at sulte dem, hvis det kun var en mindre tørke.
Vikinger var de første turister
Hvorfor var mange af de oprindelige guanchere høje og blonde? Det har forskere spekuleret over i årevis. Der har også været teorier om, at vikinger kunne have været på spil - også på disse breddegrader. Vikinger kunne have benyttet De Kanariske Øer som udgangspunkt for togter i Middelhavet.
Men modstanderne mener, at guanchernes nordiske træk skyldes, at de stammer fra afrikanske berber-stammer, der havde næsten nordisk udseende. Eller måske var de ikke særlig nordiske alligevel. Det lyse hår kan skyldes, at det var normalt at blege sit hår. De var altså ikke “naturligt” blonde. Og når de har virket overraskende høje, skyldes det kun, at spanierne var meget små. Det har vikingeteoretikerne ikke ladet sig afskrække af. I 1998 kom den svenske forsker Per Lilliestrøm med en overbevisende teori. Han mener, at vikingerne, når de var ude at røve også trængte til ferie, og at de også foretrak klimaet på De Kanariske Øer. De kan have været på flere øer, men Per Lilliestrøm mener, at de i hvert fald har boet i Galdár på Gran Canaria. Fra år 800 til 1000 har der her været en bosættelse, som han mener har været udgangspunkt for vikingeplyndringer i hele middelhavsområdet. Nye fund af skeletrester har bestyrket denne teori. Der er fundet en skibsdel i Galdár, som kunne stamme fra et vikingeskib. En kulstof-14 prøve har vist, at træet er fra ca. år 1000. Spanierne ser med stor alvor på påstandene. De er ikke vilde med, at vikingerne måske også her har overhalet dem som de første europæere på øerne - ligesom det skete med Amerikas opdagelse.
Men modstanderne mener, at guanchernes nordiske træk skyldes, at de stammer fra afrikanske berber-stammer, der havde næsten nordisk udseende. Eller måske var de ikke særlig nordiske alligevel. Det lyse hår kan skyldes, at det var normalt at blege sit hår. De var altså ikke “naturligt” blonde. Og når de har virket overraskende høje, skyldes det kun, at spanierne var meget små. Det har vikingeteoretikerne ikke ladet sig afskrække af. I 1998 kom den svenske forsker Per Lilliestrøm med en overbevisende teori. Han mener, at vikingerne, når de var ude at røve også trængte til ferie, og at de også foretrak klimaet på De Kanariske Øer. De kan have været på flere øer, men Per Lilliestrøm mener, at de i hvert fald har boet i Galdár på Gran Canaria. Fra år 800 til 1000 har der her været en bosættelse, som han mener har været udgangspunkt for vikingeplyndringer i hele middelhavsområdet. Nye fund af skeletrester har bestyrket denne teori. Der er fundet en skibsdel i Galdár, som kunne stamme fra et vikingeskib. En kulstof-14 prøve har vist, at træet er fra ca. år 1000. Spanierne ser med stor alvor på påstandene. De er ikke vilde med, at vikingerne måske også her har overhalet dem som de første europæere på øerne - ligesom det skete med Amerikas opdagelse.
Det hedder en guagua
På kanarieøerne hedder en bus ikke autobus som i resten af Spanien, men guagua (udtales »gwa-wa). Det skyldes sprogimport fra Caribien, hvor det engelske ord for vogn, wagon, altså blev til guagua på skraldespansk. De mange rejsende fra Caribien, ikke mindst Cuba, bragte ordet til kanarieøerne, og nu bruger man ikke andet. Læs mere om busser.
På kanarieøerne hedder en bus ikke autobus som i resten af Spanien, men guagua (udtales »gwa-wa). Det skyldes sprogimport fra Caribien, hvor det engelske ord for vogn, wagon, altså blev til guagua på skraldespansk. De mange rejsende fra Caribien, ikke mindst Cuba, bragte ordet til kanarieøerne, og nu bruger man ikke andet. Læs mere om busser.
Den kanariske frihed
Foto: Kenneth Bo Jørgensen
Udsnit fra Turen går til:
”Det er et alt for forældet indtryk, turisterne har af kanarierne. For eksempel tror I stadig, at kanariske politibetjente er sådan nogle med stort, sort overskæg, der sidder og småsover over en doven øl på en cafe hele dagen.” Sådan beklagede en fuldt uniformeret politibetjent på cafeen sig, mens han tog en slurk af sin øl. Han havde ganske rigtigt ikke overskæg.
Vi kom i snak om forskellen på kanarisk og skandinavisk mentalitet, og det viste sig, at når det gjaldt lovens lange arme, så lignede vi hinanden. Kriminalitet er det småt med begge steder. Betjentene på kanarieøerne beskæftiger sig mest med færdselsregulering, husspektakler, venlig eskortering af overrislede personer til sikkert logi og dertil papirnusseri i et omfang, der sikrer beskæftigelsen i de døde perioder. På et enkelt punkt fandt vi dog en forskel, da jeg spurgte til spirituskørsel. Betjenten slog øjnene op og forsikrede, at det slog man skam hårdt ned på.
- Så der ryger måske nogle kørekort mellem år og dag?
- Kørekort? Er du tosset? Nej, nej, nej. Vi kan bede den fulde om at ringe efter en ven, der kan køre bilen hjem, måske. Det andet ville være et indgreb i den personlige frihed. Og den sætter kanarierne højere end noget andet. Mange kanarier tror faktisk, at det er os, der har opfundet den.
Endnu et lighedspunkt til det høje nord. Og måske endnu en forklaring på, at skandinaver elsker de kanariske øer så voldsomt, at de stadig er blandt absolutte favoritter blandt alverdens rejsemål. Vel kommer vi for at få vejret, for bedre vejr kan man ikke få. Og vel kommer vi for at nyde de dybe kløfter, de kølige skove, de små landsbyer på vulkansiderne og ikke mindst de lange strande. Men vi kommer måske også, fordi vi her kan være os selv, og det gør jo en ferie noget lettere. Ingen steder møder man fordømmende miner, uanset hvor tåbeligt man opfører sig, for sådan vil kanarierne selv have det. Man kan gå i badetøj i supermarkedet, og selv om ingen bryder sig om det, så er der ingen, der fnyser ad det, endsige kommenterer det. Specielt høne-fulde kvinder, der mister sans og samling, vækker afsky hos kanarierne, men de vil altid blive eskorteret venligt hjem til deres hotel. En kanarier dømmer ikke, han siger ikke noget, men forbeholder sig ret til at tænke sit. Og ret til at klaske sig på lårene af grin, når han kommer hjem.
Holdningen er nedarvet i generationer. I århundreder har man vænnet sig til at se lidt af hvert, fordi øerne har været fast stoppested for al trafik mellem kontinenterne. Man har lært at leve med opblæste spanske adelsmænd, barske handelsfolk, arme negerslaver, indianere, kinesere og nu også turister i alle afskygninger. Som gæst kan det opleves, som det vel også bliver oplevet blandt gæster i Skandinavien, at der er en vis kølighed. Kanarier henvender sig ikke af sig selv, med mindre de skal sælge noget. Men det er, fordi folk som udgangspunkt skal have lov at gå i fred. Vil man dem noget, må man selv tage initiativet. Hvis man gør det, bliver det til gengæld belønnet prompte. For selv om dele af kanarie-øerne kan kaldes overrendte, så er kanarierne det ikke. De er derfor ikke trætte af turister, der vil dem. De åbner sig lynhurtigt op, så man næsten bliver forskrækket og kunne tro, at det er første gang, de taler med en turist. Det kan det også sagtens være. Og kort efter kan man være på rundtur i den lille by og blive inviteret på et slag domino – eller endnu mere ærefuldt: Få tilbud om at man kan se fodboldkampen sammen på torvet over en øl. Undervejs har man fået hele livshistorien og øernes historie med. Plus et godt tip til en helt specielt lille restaurant i naboens fætters bedste vens landsby. Og man skal bare hilse, og hvis man gør det, så glemmer man aldrig det måltid.
De kanariske øer har alt til turisten, der vil ligge på langs og nyde sol og varme. Men turisten, der vil på opdagelsesrejse og stifte bekendtskab med øerne gennem kanarierne selv, bliver heller aldrig snydt. Der er frihed og plads til begge dele.
”Det er et alt for forældet indtryk, turisterne har af kanarierne. For eksempel tror I stadig, at kanariske politibetjente er sådan nogle med stort, sort overskæg, der sidder og småsover over en doven øl på en cafe hele dagen.” Sådan beklagede en fuldt uniformeret politibetjent på cafeen sig, mens han tog en slurk af sin øl. Han havde ganske rigtigt ikke overskæg.
Vi kom i snak om forskellen på kanarisk og skandinavisk mentalitet, og det viste sig, at når det gjaldt lovens lange arme, så lignede vi hinanden. Kriminalitet er det småt med begge steder. Betjentene på kanarieøerne beskæftiger sig mest med færdselsregulering, husspektakler, venlig eskortering af overrislede personer til sikkert logi og dertil papirnusseri i et omfang, der sikrer beskæftigelsen i de døde perioder. På et enkelt punkt fandt vi dog en forskel, da jeg spurgte til spirituskørsel. Betjenten slog øjnene op og forsikrede, at det slog man skam hårdt ned på.
- Så der ryger måske nogle kørekort mellem år og dag?
- Kørekort? Er du tosset? Nej, nej, nej. Vi kan bede den fulde om at ringe efter en ven, der kan køre bilen hjem, måske. Det andet ville være et indgreb i den personlige frihed. Og den sætter kanarierne højere end noget andet. Mange kanarier tror faktisk, at det er os, der har opfundet den.
Endnu et lighedspunkt til det høje nord. Og måske endnu en forklaring på, at skandinaver elsker de kanariske øer så voldsomt, at de stadig er blandt absolutte favoritter blandt alverdens rejsemål. Vel kommer vi for at få vejret, for bedre vejr kan man ikke få. Og vel kommer vi for at nyde de dybe kløfter, de kølige skove, de små landsbyer på vulkansiderne og ikke mindst de lange strande. Men vi kommer måske også, fordi vi her kan være os selv, og det gør jo en ferie noget lettere. Ingen steder møder man fordømmende miner, uanset hvor tåbeligt man opfører sig, for sådan vil kanarierne selv have det. Man kan gå i badetøj i supermarkedet, og selv om ingen bryder sig om det, så er der ingen, der fnyser ad det, endsige kommenterer det. Specielt høne-fulde kvinder, der mister sans og samling, vækker afsky hos kanarierne, men de vil altid blive eskorteret venligt hjem til deres hotel. En kanarier dømmer ikke, han siger ikke noget, men forbeholder sig ret til at tænke sit. Og ret til at klaske sig på lårene af grin, når han kommer hjem.
Holdningen er nedarvet i generationer. I århundreder har man vænnet sig til at se lidt af hvert, fordi øerne har været fast stoppested for al trafik mellem kontinenterne. Man har lært at leve med opblæste spanske adelsmænd, barske handelsfolk, arme negerslaver, indianere, kinesere og nu også turister i alle afskygninger. Som gæst kan det opleves, som det vel også bliver oplevet blandt gæster i Skandinavien, at der er en vis kølighed. Kanarier henvender sig ikke af sig selv, med mindre de skal sælge noget. Men det er, fordi folk som udgangspunkt skal have lov at gå i fred. Vil man dem noget, må man selv tage initiativet. Hvis man gør det, bliver det til gengæld belønnet prompte. For selv om dele af kanarie-øerne kan kaldes overrendte, så er kanarierne det ikke. De er derfor ikke trætte af turister, der vil dem. De åbner sig lynhurtigt op, så man næsten bliver forskrækket og kunne tro, at det er første gang, de taler med en turist. Det kan det også sagtens være. Og kort efter kan man være på rundtur i den lille by og blive inviteret på et slag domino – eller endnu mere ærefuldt: Få tilbud om at man kan se fodboldkampen sammen på torvet over en øl. Undervejs har man fået hele livshistorien og øernes historie med. Plus et godt tip til en helt specielt lille restaurant i naboens fætters bedste vens landsby. Og man skal bare hilse, og hvis man gør det, så glemmer man aldrig det måltid.
De kanariske øer har alt til turisten, der vil ligge på langs og nyde sol og varme. Men turisten, der vil på opdagelsesrejse og stifte bekendtskab med øerne gennem kanarierne selv, bliver heller aldrig snydt. Der er frihed og plads til begge dele.
Træet, der bløder
Drageblodstræ
Drageblodstræet Dracaeno draco ser underligt ud med knudrede grene, der vokser op som en paraply. Og det opfører sig også underligt, for saften fra træet bliver blodrødt, når den kommer i kontakt med ilt. Ikke underligt, at det er omgærdet med mange historier. Ifølge legenden er træet vokset frem - næret af drageblod. Der boede nemlig engang en drage på Tenerife, der fik en voldsom appetit for prinsesser. En smuk af slagsen boede i Icod de los Vinos. Dragen fløj til byen og kredsede over den i jagt efter pigen. Men indbyggerne forsvarede hende. De fyrede pile af sted mod dragen, som hårdt såret måtte flyve tilbage til bjergene. Og på hvert sted, hvor der faldt en dråbe blod fra den, voksede et drageblodstræ op. Den første dråbe ramte i Icod, og det blev siden til byens tusindårige dragetræ.
Guancherne anså træet for helligt og et symbol på frugtbarhed og visdom, og derfor skulle kongen altid holde sine rådsmøder med adelen under et dragetræs skygge, så visdom kunne dryppe ned over dem, mens de besluttede. Man mente, at lidt blod fra træet kunne helbrede alverdens sygdomme, bl.a. skulle det være rigtig godt mod spedalskhed. Og hvis nogen led af brok, blev de bare bundet op på træets stamme. Efter sådan en tur var de enten døde eller helbredt. Guancherne brugte også saften til balsameringer af de døde, mens barken blev brugt som skjolde, fordi det gav en særlig guddommelig beskyttelse.
Spanierne fandt også anvendelse for træet. Saften brugte de spanske adelsfruer til at skylle hår i, så det fik en rød glød. Siden er saften brugt som eksklusiv fernis. Fx bliver Stradivarius‘ violiner smurt med fernis fra drageblodstræet for at få den helt specielle glød.
Guancherne anså træet for helligt og et symbol på frugtbarhed og visdom, og derfor skulle kongen altid holde sine rådsmøder med adelen under et dragetræs skygge, så visdom kunne dryppe ned over dem, mens de besluttede. Man mente, at lidt blod fra træet kunne helbrede alverdens sygdomme, bl.a. skulle det være rigtig godt mod spedalskhed. Og hvis nogen led af brok, blev de bare bundet op på træets stamme. Efter sådan en tur var de enten døde eller helbredt. Guancherne brugte også saften til balsameringer af de døde, mens barken blev brugt som skjolde, fordi det gav en særlig guddommelig beskyttelse.
Spanierne fandt også anvendelse for træet. Saften brugte de spanske adelsfruer til at skylle hår i, så det fik en rød glød. Siden er saften brugt som eksklusiv fernis. Fx bliver Stradivarius‘ violiner smurt med fernis fra drageblodstræet for at få den helt specielle glød.
Sådan laver du kanariske kartofler:Du skal bruge:
1 kilo små nye kartofler
4 spsk groft havsalt (ikke
bordsalt)
Skrub de uskrællede kartoflerne. Bring en gryde med vand i kog. Kom salt i. Kom kartofler i. Når vandet igen koger, skrues ned til middelvarme. Koges ca. 20 minutter. Hæld vandet fra, men lad der være en lille tilbage i bunden af gryden. Sæt gryden tilbage på blusset og skru op på højeste blus. Ryst gryden ofte, og tag den af varmen, når vandet er kogt væk. Så er kartoflerne tørre, hvidlige og rynkede. Hvis der er for meget salt på kartoflernes skind, kan noget tørres af med et viskestykke.Voila: Så har man kanariske kartofler – papas arrugadas. Spises med skræl og dyppes i mojo – den fyrige kanarisk sauce.
Kartofler kom De Kanariske Øer i 1662 med en spansk lykkejæger. Han havde været i Peru og udover guld, fandt han også kartofler. Dem dyrkede han på sin jord i Icod de los Vinos. Det er samme art, der stadig dyrkes på øerne, og den har en meget fin og ren smag. Er den rigtig tilberedt, er det næsten som et stykke slik. Der er 21 arter kanariske kartofler, der alle stammer fra Peru. Den mest populære hedder Bonita.
1 kilo små nye kartofler
4 spsk groft havsalt (ikke
bordsalt)
Skrub de uskrællede kartoflerne. Bring en gryde med vand i kog. Kom salt i. Kom kartofler i. Når vandet igen koger, skrues ned til middelvarme. Koges ca. 20 minutter. Hæld vandet fra, men lad der være en lille tilbage i bunden af gryden. Sæt gryden tilbage på blusset og skru op på højeste blus. Ryst gryden ofte, og tag den af varmen, når vandet er kogt væk. Så er kartoflerne tørre, hvidlige og rynkede. Hvis der er for meget salt på kartoflernes skind, kan noget tørres af med et viskestykke.Voila: Så har man kanariske kartofler – papas arrugadas. Spises med skræl og dyppes i mojo – den fyrige kanarisk sauce.
Kartofler kom De Kanariske Øer i 1662 med en spansk lykkejæger. Han havde været i Peru og udover guld, fandt han også kartofler. Dem dyrkede han på sin jord i Icod de los Vinos. Det er samme art, der stadig dyrkes på øerne, og den har en meget fin og ren smag. Er den rigtig tilberedt, er det næsten som et stykke slik. Der er 21 arter kanariske kartofler, der alle stammer fra Peru. Den mest populære hedder Bonita.
Kanariske bananer mod kongeligt mavesår
Den kanariske banan fik sin storhedstid på grund af en kongelig mave. Den engelske dronning Victoria var ikke sart med, hvad hun spiste. Hun proppede sig fra morgen til aften og lignede på sine velmagtsdage en tønde. Men selv en Majestæt får med tiden problemer med overspisning. Victoria opdagede så, at de små, søde bananer fra De Kanariske Øer ikke bare smagte dejligt, men de lagde sig som salve på det kongelige mavesår. Så hun ville have sådan én, hver gang hun havde forspist sig - og det var nærmest dagligt. Da englænderne hørte det, skulle alle pludselig spise
kanariske bananer, og herefter var der ingen grænser for, hvor mange bananer man kunne skibe afsted til Europa. Og det var disse bananbåde, der blev begyndelsen på turismen, for ejerne af bananbådene fandt på, at man sagtens kunne have turister med på båden, selv om der var bananer i lasten.
Den kanariske banan er lidt sølle at se på. Kun omkring halvt så stor som bananer fra andre lande. Men hvad den mangler i størrelse, har den i smag, så sød og fyldig. Selv i dag spiller bananen en rolle i øernes økonomi, og der vokser millioner af dem på øerne - som regel afskærmet for vind og vejr af høje stengærder eller overdækket af sejldug. Årligt bliver der produceret omkring 400.000 tons.
Den første plante blev bragt til øerne Afrika i 1400-tallet. Det var dengang en prydplante, en botanisk raritet. Men hurtigt kom kanarierne til at sætte pris på indmaden. For 450 år siden skrev en engelsk købmand, at bananerne var »lækrere end den fineste konfekt«.
Bananplanten er ikke et træ, men verdens største urt. Det, der ligner en træstamme, er i virkeligheden bladskeder. Planten er hermafrodit - det vil sige både han- og hunkøn - og nye klaser kommer til verden uden bestøvning. Hunkønnet er selve bananen, mens hankønnet er den lilla klump for enden af klasen. Det tager planten omkring et år at sætte blomst, og så kan der gå yderligere seks-syv måneder, før den normalt 25-30 kg tunge bananklase er moden. I sjældne tilfælde kan vægten nå 60 kg. Hver plante giver kun en enkelt klase, og “stammen” dør efter høsten. Men forinden er der skudt en »søn« op ved siden af den gamle plante, og sådan kan processen foregå i det uendelige.
Bananklaserne skæres altid af, mens bananerne endnu er grønne - også selv om de ikke eksporteres. Under modningen omdannes bananernes lidt bitre stivelse til sukker. I dag er den kanariske bananproduktion stærkt på retur, fordi de ikke kan klare sig i konkurrencen med de mellemamerikanske bananer, og kun særaftaler gør det muligt at eksportere til det spanske fastland. Det mener EU må stoppe. Derfor er mange bønder allerede indstillet på, at de må finde på noget nyt. Men bananen bliver nok alligevel, måske igen som prydplante.
kanariske bananer, og herefter var der ingen grænser for, hvor mange bananer man kunne skibe afsted til Europa. Og det var disse bananbåde, der blev begyndelsen på turismen, for ejerne af bananbådene fandt på, at man sagtens kunne have turister med på båden, selv om der var bananer i lasten.
Den kanariske banan er lidt sølle at se på. Kun omkring halvt så stor som bananer fra andre lande. Men hvad den mangler i størrelse, har den i smag, så sød og fyldig. Selv i dag spiller bananen en rolle i øernes økonomi, og der vokser millioner af dem på øerne - som regel afskærmet for vind og vejr af høje stengærder eller overdækket af sejldug. Årligt bliver der produceret omkring 400.000 tons.
Den første plante blev bragt til øerne Afrika i 1400-tallet. Det var dengang en prydplante, en botanisk raritet. Men hurtigt kom kanarierne til at sætte pris på indmaden. For 450 år siden skrev en engelsk købmand, at bananerne var »lækrere end den fineste konfekt«.
Bananplanten er ikke et træ, men verdens største urt. Det, der ligner en træstamme, er i virkeligheden bladskeder. Planten er hermafrodit - det vil sige både han- og hunkøn - og nye klaser kommer til verden uden bestøvning. Hunkønnet er selve bananen, mens hankønnet er den lilla klump for enden af klasen. Det tager planten omkring et år at sætte blomst, og så kan der gå yderligere seks-syv måneder, før den normalt 25-30 kg tunge bananklase er moden. I sjældne tilfælde kan vægten nå 60 kg. Hver plante giver kun en enkelt klase, og “stammen” dør efter høsten. Men forinden er der skudt en »søn« op ved siden af den gamle plante, og sådan kan processen foregå i det uendelige.
Bananklaserne skæres altid af, mens bananerne endnu er grønne - også selv om de ikke eksporteres. Under modningen omdannes bananernes lidt bitre stivelse til sukker. I dag er den kanariske bananproduktion stærkt på retur, fordi de ikke kan klare sig i konkurrencen med de mellemamerikanske bananer, og kun særaftaler gør det muligt at eksportere til det spanske fastland. Det mener EU må stoppe. Derfor er mange bønder allerede indstillet på, at de må finde på noget nyt. Men bananen bliver nok alligevel, måske igen som prydplante.
Alle glæder sig til Hellig Tre Konger
Kameler i gaden, foto Michael Egelund
Kanarierne holder ikke jul til det er påske, men de gør det indtil den officielt sidste juledag, som hos dem er den største: Helligtrekroner. Det er 6. januar, men dagen før er det store show, der fejrer, at de vise mænd fra Østerland, Kasper, Melchior og Balthazar, kom for at tilbede Jesus i Bethlehem - medbringende gaver. Det bliver festligholdt med store parader i de fleste større byer. I Las Palmas starter paraden i nord ved Santa Catalina og slutter i San Telmo i syd med koncert. Den består af op til 20 flåder og 1200 deltagere, der er klædt ud efter nye temaer hvert år, men tilbagevendende er, at der undervejs skal uddeles tonsvis af slik til børn på vejen. Som regel rider de vise mænd afsted på kameler, mens andre er klædt ud som alt muligt for at vise, at Gud er til for alle folk. Der kan dog anvendes kunstige kameler – for at skåne de rigtige. Smag en helligtrekongerkage, en rund bolle, som er fyldt med kagecreme og pyntet med frugt. Inde i creme er der gemt en vis mand, sådan lidt som vores mandel. På selve Helligtrekongersdag får spanske børn deres gaver, ikke juleaften, selv om man ser en tendens til, at de nærmest får på begge dage.
Hvad med et ø-hop?
Man må undre sig over, at der ikke er flere, der får den udmærkede ide at ”ø-hoppe” de kanariske øer. For der er få steder på Jorden, hvor man kan opleve så meget forskelligt på så korte afstande. Syv forskellige øer med hver deres særpræg fra vest til øst. Fra den grønne Hierro, der engang var verdens ende, til den glødende Lanzarote, der nærmest er én stor geologisk forlystelsespark med brændende bjerge og vulkaner, der stadig ulmer hedt under ens fødder. Der er smukke, storslåede spanske byer på alle øer, fordi de i kolonitiden tjente så fedt på at være stoppesteder for skibstrafikken mellem Europa, Amerika og Asien. Nogle har de smukkeste bjerge, andre har strande, der er helt caribiske. Et par stykker har begge dele.
Det er meget let at ”ø-hoppe”på de syv øer. Både til vands og i luften er der gode, hyppige og billige forbindelser (bortset fra skibs-forbindelsen til La Palma, der må være planlagt af én, der har drukket rom for tidligt på dagen, for man ankommer kl. 23.55). Der er også mange overnatningssteder, lige fra campingpladser (dog ikke på Lanzarote og Fuerteventura) til gamle bondegårde, der er omdannet til feriehuse, de såkaldte casa rurales. Og så er der jo selvfølgelig en milliard hotelværelser i turistbyerne, ok så en million, da.
Hvis man vil overnatte i en af de store turistbyer, skal man dog ikke forvente at kunne gå direkte ind fra gaden og leje et værelse. Mange hoteller er året rundt optaget af charterselskaber, og de aner ikke, hvordan man udlejer for en nat eller to. Gå i stedet til et dansk charterselskabs kontor i byen og spørg efter et ledigt værelse. Det har den store fordel, at charterselskabet ofte vil udleje værelset til deres udsalgspris og ikke til hotellets officielle pris, der altid er væsentligt højere.
Hvis man vil overnatte i de ”almindelige” byer, kan man booke værelser fra nat til nat, ligesom alle andre steder i verden – eventuelt kan man gøre det hjemmefra over internettet. Især i de større byer kan man altid finde hoteller eller små pensionater.
Hvordan kommer man så derned og hjem igen? Det nemmeste er enten at købe en almindelig rutebillet hos Norwegian eller hos et charterselskab, selv om man ikke skal på charterrejse. Det sidste har den ulempe, at man skal hjem fra samme lufthavn, man ankom til. Med Norwegian er der flere muligheder. Her kan man flyve til en ø og flyve hjem fra en anden.
Selve hoppene er ikke svære. Et hop fra Fuerteventura til Lanzarote er på 40 min. i skib. Og Lanzarote til La Graciosa tager 25 min. med kutter.
Det er meget let at ”ø-hoppe”på de syv øer. Både til vands og i luften er der gode, hyppige og billige forbindelser (bortset fra skibs-forbindelsen til La Palma, der må være planlagt af én, der har drukket rom for tidligt på dagen, for man ankommer kl. 23.55). Der er også mange overnatningssteder, lige fra campingpladser (dog ikke på Lanzarote og Fuerteventura) til gamle bondegårde, der er omdannet til feriehuse, de såkaldte casa rurales. Og så er der jo selvfølgelig en milliard hotelværelser i turistbyerne, ok så en million, da.
Hvis man vil overnatte i en af de store turistbyer, skal man dog ikke forvente at kunne gå direkte ind fra gaden og leje et værelse. Mange hoteller er året rundt optaget af charterselskaber, og de aner ikke, hvordan man udlejer for en nat eller to. Gå i stedet til et dansk charterselskabs kontor i byen og spørg efter et ledigt værelse. Det har den store fordel, at charterselskabet ofte vil udleje værelset til deres udsalgspris og ikke til hotellets officielle pris, der altid er væsentligt højere.
Hvis man vil overnatte i de ”almindelige” byer, kan man booke værelser fra nat til nat, ligesom alle andre steder i verden – eventuelt kan man gøre det hjemmefra over internettet. Især i de større byer kan man altid finde hoteller eller små pensionater.
Hvordan kommer man så derned og hjem igen? Det nemmeste er enten at købe en almindelig rutebillet hos Norwegian eller hos et charterselskab, selv om man ikke skal på charterrejse. Det sidste har den ulempe, at man skal hjem fra samme lufthavn, man ankom til. Med Norwegian er der flere muligheder. Her kan man flyve til en ø og flyve hjem fra en anden.
Selve hoppene er ikke svære. Et hop fra Fuerteventura til Lanzarote er på 40 min. i skib. Og Lanzarote til La Graciosa tager 25 min. med kutter.
